This is a story. It never happened and never will. The General Disclaimer is incorporated herein by reference. (Apologies for this part being in English.)

"Jeg er lidt dårlig, mor," klagede jeg, "jeg føler mig svimmel."

Hvordan kunne jeg vide, at den udtalelse ville få så drastisk en indflydelse på forløbet af hele min søndag? - Og på de dage, uger og måneder der fulgte? Måske følte jeg mig svimmel ved at stå på randen af noget skæbnebestemt, men hvad kunne det være? Jeg kunne have holdt min mund og gået i kirke som sædvanlig, og historien om mit liv ville lyde således, 'Marie vae en god pige'. Slut. Nu gik det anderledes.

Mor følte på min pande, sådan som hun altid gjorde, og erklærede, at jeg var en smule varm, men at det vist ikke var noget alvorligt. Mine forældre diskuterede min sygdom, - hvis det altså var sygdom,- og kom til den konklusion, at jeg skulle blive hjemme og hvile mig, så jeg ville være rask til at gå i skole i morgen, men de ville ikke selv gå klip af søndagens kirkegang. De svigtede aldrig den ugentlige gudstjeneste. Far gik rundt med kirkebøssen og samlede ind, og mor spillede orgel, så det var næsten en pligt for dem at passe kirkegangen.

De besluttede, at jeg ikke ville tage skade af at være alene i nogle få timer indtil de kom tilbage. Jeg var jo trods alt, mindede jeg dem om, otte år gammel, og stor nok til at de ikke behøvede at holde øje med mig hele tiden. De fik mig til at love at blive indendøre. Det havde jeg intet imod, eftersom jeg alligevel ikke havde tænkt mig at gå nogen steder.

Få minutter efter at de var gået, ringede Darren og Rusty på dørklokken ved vores veranda. De var ikke overraskede over at se mig. De sagde, at de havde set mine forældre gå til kirke uden mig, derfor kom de for at høre om jeg havde lyst til at komme ud og lege. Men de var en smule overrasket over at jeg stadig kun havde min natkjole på, og blev en smule skuffede, da jeg fortalte dem at jeg ikke kunne komme ud. Darren and Rusty var naboens drenge og boede en halv mil borte. Det kalder vi naboer her ude på landet, eftersom de boede på den nærmeste gård. De behøvede aldrig at gå i kirke, så de kunne gøre hvad de ville hele søndagen. Rusty gik i samme klasse som mig i skolen, selvom han var et år ældre, og jeg brød mig ikke særlig om ham, men det var bedre at lege med ham end slet ikke at lege md nogen. Darren var hans storebror og flere år ældre, han gik i ottende klasse. Han plejede at være flinkere mod mig end Rusty, men nogen gange opførte han sig virkelig mærkeligt.

De var kommet hele vejen over for at lege med mig og så kede ud af det, da jeg ikke kunne komme ud, så jeg havde lidt dårlig samvittighed over det, og sagde at de kunne komme indenfor hvis de havde lyst. Det ville de gerne, og vi gik op på mit værelse.

Jeg følte mig mere end blot en lille smule uartig, vd at lukke drengene ind, mens jeg stadig var i natkjole. Jeg var også lidt genert. Fordi dagen igår havde været varm og mit soveværelse var det varmeste rum i huset,sov jeg med min tyndeste natkjole, min lyserøde silkenatkjole mde hvid blondekant som kun lige nåede til underkanten af mine trusser når jeg stod ret op og ned. Den var pyntet med små kaniner, men jeg vidste at drengene kunne se igennem den og se mine trusser når jeg stad mellem dem og lyset fra vinduet. Jeg overvejede at gøre det med vilje som om jeg ikke vidste det, men turde alligevel ikke. Men da vi gik op ad trappen tror jeg at drengene så mine trusser flere gange, så jeg følte mig endnu mere uartig.

Vi boede i et stort gammelt toetagers hvidt hus, kun mig og mine forældre, og da deres soveværelse var det største i underetagen og vendte ud mod den sydvendte have, og da mit var på øverst oppe under taget, blev hele midteretagen ikke brugt til så meget. Et rum var legerum og de andre blev mest brugt til at gemme ting og til gæsteværelser.

Vi spilled dam et stykke tid, men det var ikke særlig morsomt, to spillede og en kiggede på, og ingen af os brød os særligt om at spille dam i forvejen. Så spurgte Darren om om nogen af os havde lyst til at lege 'bindeleg'. Jeg havde aldrig hørt om det før, men det måtte være sjovere end dam, og det var bedre end hvis drengene begyndte at kede sig og gik, så jeg var alene igen, så jeg sagde ok og spurgte, hvordan man gjorde.

"En af os bliver bundet af de andre, og så skal man prøve at komme fri," forklarede Darren,"hvem vil først?"

"Du har jo aldrig leget det før, Marie, så jeg synes vi skal prøve at binde dig først, - ok?" Spurgte Rusty.

"Nå ja, ok," indvilligede jeg, "hvad vil I binde mig med?"

Drengene så sig omkring, men kunne ikke se noget i værelset, der kunne bruges. "Lad os gå ind i dit soveværelse og se, om der er noget der," sagde Darren.

Så gik vi alle tre oven på til mit loftskammer, som var mit soveværelse. Det var ikke så dårligt, som det måske lyder. Jeg har set andre folk's loftsrum, mørke støvede steder fyldt med skrammel, som de aldrig bruger. Mit rum var et rigtigt værelse med et stort vindue mod vest og væggene var beklædt med smart blomstret tapet. Der var en stor seng, en køjeseng, som mine forældre købte så de ikke skulle købe en seng mere hvis de fik flere børn, hvad de aldrig gjorde. Derfor jeg kunne sove i hvilken seng, jeg havde lyst, oppe eller nede. Det var et rart værelse, og jeg kunne godt lide det. Drengene gik igen bagefter mig op ad trappen, og jeg fik en god fornemmelse af hvad de kiggede på, især da Rusty lod som om han snublede, men jeg sagde ikke noget. Det synes jeg var mere uartigt. Så kiggede vi os rundt i mit soveværelse efter noget at binde mig med.

"De her kan bruges!" sagde Rusty muntert, da han så mine hårbånd som hang på mit spejlmøbel. Jeg brugte næsten altid hårbånd, efter at min onkel engang drillede mig med, at jeg havde sådant noget grimt brunt hår at jeg skulle skjule det med hårbånd. Jeg vidste godt at han mente at mit hår var smukt og at det vile blive endnu smukkere med hårbånd, så jeg bad ham om at forære mig hårbånd i mange farver. Det gjorde han, og jeg hængte dem alle mulige steder i mit værelse. Det var nogen af dem, som Rusty skulle til at gribe.

"Nej, hvis vi binder for løst, glider de af," indvendte Darren, "og hvis vi binder dem stramt bliver de krøllede og ødelagte. Hun får sikkert også vrøvl med sine forældre."

"Jeg vil ikke have ballade," oplyste jeg dem om," find noget andet ellers gider jeg ikke."

"Hvad med dem her?" spurgte Rusty, og trak et par af mine underbukser op af en åben skuffe.

"Læg dem væk!" råbte jeg, greb dem fra ham, og lagde dem hurtigt tilbage i skuffen og lukkede den hurtigt. Det var mine ynglingsbukser med et billede af en engel på forsiden og "Jeg er en lille engel" broderet i guld på bagsiden. Drengene måtte ikke ødelægge mine ynglingsbukser, heller ikke selvom min forældre ikke opdagede det.

"De her kan bruges," erklærede Darren, og trak det tynde sorte læderbælte ud af et rødt fløjlsskørt i det åbne skab, han tog også selerne fra mine overalls, som jeg brugte til havearbajde, " i hvert fald til at begynde med. Læg dig hen på sengen," dirigerede han.

Jeg satte mig på sengen, drejede rundt og lagde mig fladt med ansigtet nedad. Jeg mærkede, hvorledes drengene tog mine arme og trak dem op forbi mine ører. Jeg drejede hovedet lidt, så jeg kunne trække vejret. De holdt mine håndled sammen, snoede bæltet rundt om dem og strammede det. Det begyndte at gøre lidt ondt, og jeg krympede mig lidt. Rusty smålo, men Darren løsnede det lidt, inden han bandt den fri ende en ekstra rundt for at holde det på plads. Så løftede ham og Rusty mig lidt og trak mig opad, indtil mine hænder var tæt nok på, til at de kunne binde bæltet rundt om en stang midt i sengens hovedende. Darren bandt bæltet til sig selv, og var færdig. Mine håndled var bundet sammen og bundet til sengen med et tyndt læderbælte.

"Det holder ikke. Det er for nemt at få op," klagede Rusty.

"Lad os trække hende nedad, så det bliver strammere," foreslog Darren.

Jeg mærkede, at drengene tog fat i hver sin af mine ankler. De trak mig mod sengens fodende, så jeg gled afsted. Mens jeg gled, mærkede jeg, at forsiden af min natkjole blev, hvor den var, og at jeg gled ud af den. Jeg begyndte at indse, hvad jeg havde rodet mig ud i. Jeg var alene i mit soveværelse, ja faktisk alene i hele huset, med to store drenge, og var kun klædt i natkjole, underbukser og strømper, og havde ladet drengene binde mig mig til min seng. Nu var jeg fuldstændig sikker på, at de kunne se hele bagsiden af mine underbukser, og da jeg mærkede, at natkjolen gled op over buksekanten, vidste jeg, at de også kunne se noget af min nøgne ryg. Jeg vidste at en pæn pige ville forlange, at nu skulle drengene stoppe, men jeg sagde ikke noget. Et gys af spænding, som jeg aldrig før oplevet, skød gennem mig og fik mig til at dirre.

"Tag dem her og bind dem om hendes ankler," beordrede Daaren, og rakte Rusty selerne fra mine overalls. Jeg kunne høre anspændelse i hans stemme, en blanding af nervøsitet og ophidselse. "Træk hendes strømper ned, så de ikke er i vejen," tilføjede han og lød endnu mere nervøs. Han tog en dyb indånding.

Jeg kunne høre, at Rusty også trak vejret mærkeligt, så jeg vidste, at han var lige så nervøs og ophidset som Darren. Jeg følte, hvorledes mine strømper gled ned over mine ankler, derpå et pust af kold luft på mine fodsåler, da drengene halede strømperne helt af. Jeg vrikkede med de bare tæer.

"Hold op med det," sagde Darren, "du skal ligge helt stille, indtil vi er færdige." De arbejdede med at binde stofselerne omkring mine ankler, og havde ikke mere at beklage sig over; jeg var en lydig lille pige.

Det føltes meget mærkeligt og ophidsende for mig at ligge sådan med bundne håndled, mens jeg lod nabodrengene halvvejs trække tøjet af mig, selvom det kun var mine fødder, som var nøgne. Jeg prøvede at forestille mig, hvad de kunne se, og kom pludselig i tanker om hvilke underbukser, jeg havde på. Jeg gispede. Endnu et gys af ophidselsse løb gennem mig. Sammen med min silkenatkjole, havde jeg et par silkeunderbukser, hvor på der stod, "Jeg er en lille djævel" henover bagdelen lige der, hvor drengene kunne se det. Men jeg lå bare og lod dem binde mine ankler, mens jeg følte mig forfærdelig nervøs og dejligt ophidset på samme tid.

Selerne var ikke lange nok til at nå ned til enden af sengen, så drengene trak mine ben ud til siden, længere og længere, indtil de kunne binde selerne til jernrørene langs siden af sengen. Det var deres eneste mulighed, så jeg kunne ikke rigtig protestere, medmindre jeg ønskede, at de skulle stoppe med at binde mine ankler, og hvis jeg gjorde det ville de måske løse mig helt. Det ønskede jeg ikke. Desuden ville jeg faktisk gerne have at de spredte mine ben på den måde. Jeg hjalp dem endda en lille smule, men havde en fornemmelse af, at jeg ville få problemer med mine forældre, hvis de fik det at vide. Så jeg lå bare og lod drengene strække mine ben. Jeg var hjælpeløs og meget ukorrekt påklædt, og jeg ville det selv, det var jeg sikker på. Men jeg var ikke sikker på hvorfor.

"Prøv at komme løs nu," sagde Darren.

Jeg trak i bæltet om mine håndled og vred mig lidt imod selerne, der holdt mine ankler, men mere skete der ikke. Jeg prøvede ikke særligt hårdt, og følte klart, at det ikke ville gøre nogen forskel. De havde bundet mig godt og solidt. Jeg vidste, at jeg ikke ville gå nogen steder, førend de besluttede at løse mig. Men jeg ønskede ikke, at de skulle tro, at jeg ikke forsøgte, så jeg blev ved med at vride og trække. Efter et minut eller to var det tydeligt, at jeg ikke havde nogen chance for at slippe fri. Jeg undrede mig over, hvad drengen ville gøre, nu da jeg var bundet, og håbede at de ville gøre noget, men vidste ikke hvad. Jeg vidste, at de ønskede at gøe et eller andet, men ikke rigtig turde, og jeg spekulerede på hvad det kunne være. Til sidst sagde Darren noget.

"Den anden regel i bindeleg er, at hvis du ikke kan komme fri på ti minutter, får du smæk," forklarede han.

"Smæk?" gispede jeg. Ingen havde nogen sinde givet mig smæk. Mine forældre var strikse og straffede mig for alt muligt, men de gik ikke ind for smæk. Jeg vidste i samme øjeblik, han sagde det, at jeg skulle have smæk for første gang i mit liv. Der var ingen måde, hvorpå jeg kunne befri mig selv på ti dage og slet ikke på ti minutter. Det var helt sikkert. Jeg spekulerede på hvordan, det ville være at få smæk. Så huskede jeg, at mine underbukser var det eneste, som var i mellem min ende og drengene. Jeg kunne umuligt få hænderne ned.

"Du har ti minutter til at komme fri, Marie," smålo Darren. Han tilføjede, "vi henter noget, som er bedre til at binde dig med. Vi er tilbage om ti minutter." De snurrede rundt, bevægede sig hen til trappen og så tilbage mod mig.

Der lå jeg, med ansigtet nedad på min seng, med mine håndled bundet stramt med et tyndt læderbælte til hovedgærdet, mine ankler bundet ud til siderne af sengen, min lyserøde silkenatkjole klumpet sammen rundt om livet og ordene "Jeg er en lille Djævel" skrevet med røde bogstaver på mine hvide silkeunderbukser henover min aldrig før smækkede bagdel.

Rusty grinede og drillede mig med en sidste tanke til at overveje, mens jeg ventede.

"Husk, Marie, hvis du stadig er bundet når vi kommer tilbage, så... SMÆK!! Vi ses snaaaaart!"

Drengene tumlede leende ned ad trappen og var borte.